Clash of Clans

Analyse af Reviewed

Det første, jeg lagde mærke til ved Clash of Clans, er, hvor hurtigt spillet giver mig noget konkret at gøre: Jeg bygger en landsby, forbedrer dens forsvar og sender soldater ud for at angribe andre. Det er let at forstå, men ikke helt let at mestre. Hver beslutning om, hvad jeg opgraderer, og hvordan jeg stiller mine bygninger, kan få betydning senere.

Det er et strategispil fra Supercell, gratis at hente og vurderet til PEGI 7. Spillet har været tilgængeligt siden 30. september 2013, og dets fortsatte tiltrækningskraft hænger efter min mening sammen med en enkel rytme: planlæg lidt, vent på udvikling, og vend tilbage for at tage næste skridt. Spørgsmålet er ikke kun, om det er sjovt i den første uge, men om den rytme stadig føles værd at holde fast i efter måneder.

Fra hurtig start til en landsby, der kræver omtanke

Den første uge: tydelige mål og små sejre

I begyndelsen er fremgangen nem at mærke. Jeg placerer bygninger, samler ressourcer og lærer gennem kampe, hvor mine tropper gør skade, og hvor modstanderens forsvar stopper dem. Det fungerer godt på en kort pause: Jeg kan gennemføre et angreb, tage en beslutning om landsbyen og lægge telefonen fra mig uden at skulle bruge en hel aften på det.

Det særlige ved starten er, at basebyggeri og angreb hele tiden lærer mig noget om hinanden. En kanon eller mur er ikke bare pynt; dens placering påvirker, hvordan fjenden bevæger sig gennem landsbyen. Omvendt viser et angreb, hvor en modstanders forsvar har en åbning. Jeg begyndte derfor hurtigt at se min egen base med angriberens øjne og ikke kun som en samling bygninger, der skal opgraderes.

Den første uge er også det tidspunkt, hvor spillet bedst skjuler sin venterytme. Der er mange synlige forbedringer og nye valg, så ventetid føles som en pause mellem mål snarere end selve spillets struktur. Hvis man kan lide at samle, bygge og gøre små fremskridt, er det en effektiv introduktion. Hvis man helst vil have en strategikamp, der starter og slutter uden langsigtet planlægning, kan den langsomme opbygning allerede føles som modstand.

Angrebene belønner planlægning, ikke bare tropper

Jeg får mest ud af kampene, når jeg holder op med at sende alle tropper ind på én gang. Et angreb fungerer bedre som en lille plan: Først overvejer jeg, hvor forsvaret er stærkest, så vælger jeg en indgang og prøver at få soldaterne til at bevæge sig i den retning, jeg ønsker. Selv en enkel justering af placeringen kan gøre forskellen mellem et rodet angreb og et, der faktisk når ind til de vigtige bygninger.

Et nyttigt arbejdsgreb er at behandle hvert nederlag som en kort evaluering. Jeg spørger mig selv, om tropperne blev delt for bredt, om de gik ind i et farligt område for tidligt, eller om jeg undervurderede en del af basen. Den vane gør kampene mere lærerige og hjælper mig med at forbedre både angrebsvalg og eget forsvar. Det er en af spillets mindre åbenlyse styrker: En kamp giver ikke kun belønning, men også information om mine egne beslutninger.

Det betyder dog ikke, at hvert angreb føles dybt. Nogle gange har jeg kun lyst til at bruge et par minutter, og så bliver planlægningen mere overfladisk. Resultatet kan virke tilfældigt, selv om fejlen egentlig ligger i min forberedelse. Jeg synes, spillet er mest tilfredsstillende, når jeg accepterer, at et angreb er et valg med en risiko, ikke en garanteret gevinst.

Måned for måned: værdien ligger i de tilbagevendende valg

Efter den første nyhedsværdi aftager, er det de langsigtede beslutninger, der holder mig engageret. Hvilken del af landsbyen skal forbedres først? Skal jeg fokusere på et stærkere forsvar eller gøre mig bedre rustet til angreb? Den slags prioriteringer giver spillet en personlig retning, fordi to spillere ikke nødvendigvis udvikler deres landsby på samme måde.

Det hjælper også at have et lille formål, når jeg åbner spillet. Jeg kan for eksempel beslutte mig for at undersøge et svagt punkt i forsvaret, gennemføre et velovervejet angreb eller få en bestemt opgradering videre. Uden et sådant mål kan spillet blive en vane, hvor jeg åbner appen, trykker på det, der lyser, og lukker igen uden at føle, at jeg har spillet strategisk.

For mig fungerer det bedst som et tilbagevendende spil snarere end en konstant ledsager. Jeg kan godt lide, at jeg ikke behøver at være aktiv i lange stræk hver gang, men jeg vil heller ikke anbefale det til den, der forventer ubrudt action. Den langsigtede tilfredsstillelse kommer af at se en plan tage form over tid. Den kan være beskeden, men den føles mere meningsfuld, når jeg selv har valgt retningen.

Clash of Clans har en gennemsnitlig bedømmelse på 4,5 fra omkring 61 millioner bedømmelser og er installeret over 500 millioner gange. Det fortæller noget om spillets brede rækkevidde, men ikke om det passer til enhver spiller. Den store spillerinteresse ændrer ikke ved, at ventetid, gentagne rutiner og behovet for at holde styr på sin base kan være enten en del af fornøjelsen eller grunden til at stoppe.

Vedligeholdelse uden at lade spillet styre dagen

Spillet kræver ikke, at jeg gør hver session lang, men det belønner, at jeg vender tilbage med en vis regelmæssighed. Den praktiske balance er at behandle det som en hobby, ikke en forpligtelse. Jeg får en bedre oplevelse, når jeg åbner det, fordi jeg har lyst til at tjekke landsbyen eller prøve en kamp, end når jeg føler, at jeg skal følge med hele tiden.

En god rutine er at samle mine beslutninger i få, bevidste besøg. Først ser jeg, hvad der er færdigt, derefter vælger jeg én næste forbedring, og til sidst overvejer jeg, om jeg har tid til et angreb. Det forebygger den velkendte mobilspilsfælde, hvor korte tjek bliver til mange afbrydelser uden særlig stor tilfredsstillelse. Hvis jeg kun har et øjeblik, kan jeg nøjes med at planlægge og vente med kampen til et tidspunkt, hvor jeg kan koncentrere mig.

For en person, der spiller på vej hjem eller i en pause, kan netop den opdeling være praktisk. Et hurtigt kig på landsbyen kan passe ind i hverdagen, mens et angreb kræver lidt mere opmærksomhed, hvis jeg vil lære af resultatet. Hvis jeg vil have en spiloplevelse, der er helt afsluttet, når jeg lægger telefonen væk, er et niveauopdelt strategispil eller et kortspil med tydelige runder ofte et bedre valg.

Et konkret hverdagsgreb er at vælge næste opgave, før jeg lukker spillet. Så vender jeg tilbage med et klart formål i stedet for at bruge pausen på at lede efter noget at lave. Det gør også de korte besøg mindre tilbøjelige til at blive gentagne tjek uden en egentlig beslutning.

Det er også værd at være opmærksom på køb i appen. Spillet er gratis, men der er køb fra 3,00 kr. til 2.099,00 kr., hvis betalingen går gennem Play. Jeg ville på forhånd beslutte, om jeg overhovedet vil bruge penge, så fristelsen til at fremskynde fremskridt ikke bliver en automatisk del af rutinen. Det er især relevant, hvis man foretrækker at spille uden løbende udgifter eller let bliver utålmodig, når udviklingen tager tid.

Det, der kan slide på tålmodigheden

Den største begrænsning er efter min mening, at fremgang ikke altid følger den tid, jeg har lyst til at bruge. Når en forbedring kræver venten, kan en session føles mindre aktiv, selv om landsbyen stadig udvikler sig. Spillets grundidé ændrer sig heller ikke fra dag til dag: Jeg bygger, forbedrer, forsvarer og angriber. Hvis den cyklus ikke rammer rigtigt, er der ikke meget andet, der kan kompensere for den.

Gentagelse kan også gøre kampene mindre spændende, hvis jeg angriber uden at variere min tilgang. Det er fristende at bruge den samme enkle plan igen og igen, men så bliver nederlagene irriterende og sejrene mindre interessante. Jeg får mere ud af at ændre én ting ad gangen, eksempelvis indgangsretning eller rækkefølgen, jeg sender tropperne ind i, så jeg kan se, om beslutningen faktisk hjalp.

Der er en social side i spillets verden, som kan være tiltrækkende for nogle, men jeg ville ikke vælge det alene for at få en afsluttet, soloorienteret historie. Det er en vedvarende landsby, hvor motivationen i høj grad kommer fra at udvikle og forsvare det, man bygger. Hvis jeg hellere vil have en fast fortælling, et klart slutpunkt eller kampe uden ventetid mellem fremskridt, ville jeg kigge efter en anden type strategispil.

Det kan også være en dårlig pasform for børn eller voksne, der ikke ønsker køb i appen. PEGI 7 giver en enkel pejling på aldersmærkningen, men det ændrer ikke ved, at spillet indeholder købsmuligheder. Jeg synes derfor, det er fornuftigt at tage stilling til dem fra start i stedet for først at gøre det, når man allerede er investeret i landsbyen.

Hvor det står i forhold til andre strategispil

Sammenlignet med strategispil, der bygger på enkelte, afgrænsede kampe, lægger dette spil mere vægt på, hvad jeg gør mellem kampene. Landsbyen er ikke bare en menu på vej til næste slag; den er et forsvarsproblem, jeg hele tiden kan justere. Det gør spillet mere tilfredsstillende for mig, når jeg nyder at se en plan udvikle sig, men mindre oplagt, hvis jeg kun vil have direkte taktiske udfordringer uden langsigtet vedligeholdelse.

Det adskiller sig også fra rene byggeoplevelser, fordi min landsby bliver prøvet af gennem angreb. En flot eller effektiv base skal ikke kun se organiseret ud; den skal kunne modstå en modstander. Derfor kan jeg bruge mine egne nederlag som en praktisk test, før jeg beslutter, hvad jeg vil ændre. Den forbindelse mellem opbygning og kamp er spillets stærkeste grund til at blive, efter at den første uge er forbi.

Hvis du vælger mellem dette og et turbaseret strategispil med tydelige scenarier, handler forskellen især om tidshorisonten: Her vender du tilbage til den samme landsby, mens et scenariespil typisk giver en mere afgrænset opgave. Jeg foretrækker den vedvarende udvikling, når jeg vil have noget at bygge videre på; jeg vælger hellere en kampbaseret titel, når jeg ønsker en samlet udfordring, der ikke kræver, at jeg passer en base mellem sessionerne.

Den aktuelle version er 18.600.7, og spillet kræver mindst Android 7.0 på Android. Det er nyttigt at vide, hvis jeg overvejer at installere det på en ældre enhed. Jeg ville også tænke over, om jeg har plads til en app, jeg måske vender tilbage til over længere tid; dens værdi afhænger mere af, om jeg nyder den gentagne planlægning, end af at den fylder en enkelt ledig stund.

Min langsigtede vurdering

Jeg synes, Clash of Clans fortjener en fast plads på telefonen for spillere, der kan lide at bygge en base med et formål og lære af deres egne angreb. Det har nok små beslutninger til, at jeg kan vende tilbage med en idé, men det kræver også tålmodighed og en villighed til at acceptere, at fremskridt ikke altid sker i mit tempo. Dets vedvarende værdi ligger ikke i konstant fornyelse, men i at jeg kan forbedre min plan lidt efter lidt.

Jeg ville anbefale det til dig, hvis du nyder strategi, basebyggeri og korte sessioner, der tilsammen skaber en længere udvikling. Jeg ville springe over, hvis du hurtigt bliver træt af gentagelser, ikke bryder dig om ventetid eller ønsker kampe, der føles fuldstændig selvstændige. Med den forventning på plads er det stadig et lettilgængeligt, men ikke tankeløst strategispil, hvor den bedste grund til at komme tilbage er lysten til at gøre landsbyen en smule bedre.

Clash of Clans Ofte stillede spørgsmål